A flygtede til Danmark med sin familie på baggrund af krigen i Ukraine. Siden april 2022 har A været fuldt skattepligtig til begge stater, og havde fast bolig til rådighed i begge stater. Under hensyn til de usædvanlige omstændigheder udløst af krigen i Ukraine, og på baggrund af en samlet vurdering af hans personlige og økonomiske interesser fandt Skatterådet, at han havde de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser til Ukraine indtil oktober 2024.

Skatterådet fandt, at han i stigende grad måtte anses at have etableret et nyt liv i Danmark, som indebar, at de stærkeste økonomiske interesser og de personlige interesser har ændret sig fra at være i Ukraine til at være i Danmark.

Fra oktober 2024 overgik A til at arbejde for en dansk arbejdsgiver. Dertil kom, at A havde boet i med sin familie i Danmark i snart 3 år, og forsøgte at erhverve sig dansk statsborgerskab. Derfor fandt Skatterådet ud fra en samlet vurdering, at han siden oktober 2024 havde de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser i Danmark og derfor fik skattemæssigt hjemsted her i landet.

Sagen angik, om der var grundlag for at ændre den af sagsøgeren selvanmeldte handelspris af et køretøj. Retten fandt det sandsynliggjort, at den selvanmeldte handelspris var forkert bl.a. som følge af, at sagsøgeren i sammenligningsgrundlaget havde anvendt motorkøretøjer, som havde en anden motorstørrelse end det anmeldte køretøj. Der var derfor grundlag for at ændre den selvanmeldte handelspris. Spørgsmålet var herefter, om sagsøgeren havde påvist et sikkert grundlag for at tilsidesætte motorankenævnets skøn over køretøjets handelspris. Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde påvist dette. Det var heller ikke godtgjort, at motorankenævnet fejlagtigt havde undladt at give sagsøgeren et "klargøringsfradrag" eller et fradrag for særlig anvendelse. Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet. 

Spørger flyttede i oktober 2024 til Polen, hvor han påbegyndte arbejde, og således skabte sin indkomst. Spørgers hensigt var at etablere sig varigt i Polen. Endvidere havde han sine fritidsinteresser i Polen. Samværet med ægtefællen foregik primært i Polen, men Spørger agtede også at besøge Danmark. Grundet spørgers relative korte ophold i Polen kunne det ikke med fornøden sikkerhed fastslås, om han havde haft midtpunkt for sine livsinteresser i Polen eller i Danmark. Han skulle derfor anses for at være hjemmehørende i det land, hvor han havde sædvanligt ophold. Da han forventedes at opholde sig væsentligt mere i Polen end i Danmark, havde han skattemæssigt hjemsted i Polen.

Styresignalet vedrører den såkaldte 15 pct.-regel i pkt. 6 i cirkulære nr. 185 af 17. november 1982, "værdiansættelsescirkulæret", som er en hjælperegel til værdiansættelse af ejendomme i dødsboer og ved gaveafgiftsberegning.

I styresignalet beskriver Skattestyrelsen, hvornår der foreligger såkaldt særlige omstændigheder, dvs. hvornår skattemyndighederne som følge af særlige omstændigheder ikke er bundet af en værdiansættelse foretaget efter 15 pct.-reglen.

Styresignalet vedrører ligeledes 20 pct.-reglen fsva. offentlige ejendomsvurderinger med vurderingstermin 1. januar 2020, som er meddelt ejendommens ejer.

Sagen drejede sig om, hvorvidt der i indkomstårene 2006-2009 var handlet på armslængdevilkår for så vidt angår transaktioner mellem et dansk moderselskab og et antal datterselskaber, som forestod videresalg af varer og service heraf.  

Landsretten fandt, i modsætning til byretten, at skattemyndighederne var berettiget til skønsmæssigt at korrigere den skattepligtige indkomst for indkomstårene 2006-2009, både med henvisning til den dagældende skattekontrollov § 3 B, stk. 8, jf. § 5, stk. 3, samt ligningslovens § 2, stk. 1.

Landsretten fandt i første række, at TP-dokumentationen for 2006-2009 var mangelfuld, jf. den dagældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 5. Landsretten lagde i den forbindelse særligt vægt på, at det ikke af TP-dokumentationen fremgik entydigt, hvilken TP-metode, som var anvendt, og at sammenlignelighedsanalysen var behæftet med væsentlige fejl og mangler. 

Særligt for indkomstårene 2008 og 2009 var det omtvistet, om TP-dokumentationen var begæret fremsendt af skattemyndighederne under revisionen. Landsretten fandt, under henvisning til nogle konkrete omstændigheder, ikke grundlag for at afskære SKAT’s mulighed for skønsmæssigt at ansætte indkomsten for 2008-2009 med den begrundelse, at SKAT ikke havde begæret TP-dokumentation fremlagt.  

Landsretten fandt det videre godtgjort, at der mellem det danske moderselskab og datterselskaberne i indkomstårene 2006-2009 ikke var ageret på armslængdevilkår, jf. ligningslovens § 2, stk. 1. 

Landsretten lagde særligt vægt på, at moderselskabet i vid udstrækning havde solgt sine produkter billigere til sine datterselskaber end til eksterne aftagere, og at denne prisforskel navnlig var begrundet i udsigten til, at koncernen kunne tjene på den efterfølgende service af produkterne, samt at det danske moderselskab ikke ville have accepteret en fordeling af overskuddet, hvis alle transaktionerne havde været foretaget med eksterne aftagere, hvor moderselskabet i indkomstårene 2006-2009 alene modtog samlet 14 % af overskuddet i koncernen.

Spørgsmålet var herefter, om der var grundlag for at tilsidesætte SKAT’s skønsmæssige ansættelse for indkomstårene 2006-2009. 

Landsretten fandt, at SKAT havde anvendt en TP-metode (TNM) retningslinjer, og at SKAT i sit arbejde med benchmarkanalysen havde foretaget en sædvanlig udsøgning af sammenlignelige selskaber baseret på sagligt funderede beslutninger. 

Videre fandt landsretten, at anvendelsen af det interkvartile interval måtte anses som en fremgangsmåde, som er sædvanlig, velegnet og båret af saglige hensyn. 

Landsretten fandt herefter ikke, at skattemyndighedernes skøn skulle tilsidesættes.

På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet (bortset fra nogle anerkendte korrektioner som følge af regnefejl).

Spørger ønskede bekræftet, at selskabet og hermed sambeskattede selskaber ville blive undergivet tonnagebeskatning fra og med indkomståret 20xx ved erhvervelse af alle anparter og dermed stemmerettigheder i selskabet G1.

Skatterådet kunne bekræfte dette, da selskabet som følge af koncernforbindelsen med G1, ville blive omfattet af tonnageskatteordningen. Desuden kunne Skatterådet bekræfte, at selskaberne bliver omfattet af tonnageskatteordningen fra begyndelsen af det indkomstår, hvor der opstår koncernforbindelse med det opkøbte selskab, sådan som det fremgår af Skatterådets praksis på området.

Spørger boede i Frankrig, hvor han ejede et kulturhus / musikbar, som blev drevet som en enkeltmandsvirksomhed uden nogen ansatte.

Spørgers ægtefælle og deres to børn boede i Danmark.

Spørger ville gerne tilbringe noget mere tid med hans ægtefælle og deres to børn, hvorfor spørger ville opholde sig i Danmark ca. 10 dage hver måned, hvor han ville arbejde som afløser for en dansk arbejdsgiver i 4 - 6 dage pr. måned. Spørger ville ikke udføre arbejde i Danmark for hans virksomhed i Frankrig.

Skatterådet kunne i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Frankrig artikel 4, stk. 2, litra b, bekræfte, at spørger skulle anses for at være skattemæssigt hjemmehørende i Frankrig.

Sagen drejede sig om overdragelse af anparter med succession fra spørger til spørgers børn efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 34. I den forbindelse blev der spurgt til indregning og klassifikation af de til A A/S hørende omsætningsaktiver i forhold til pengetankbrøken i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6. Spørgsmål 1 omhandlede likvide beholdninger, spørgsmål 2 omhandlede værdipapirer og spørgsmål 3 omhandlede tilgodehavender hos tilknyttede virksomheder.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at selskabets samlede beholdning af likvide midler og værdipapirer kunne henføres til selskabets driftsaktiver i en pengetankberegning efter aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6. Skatterådet kunne dog efter en konkret vurdering bekræfte, at den andel af selskabets likvide beholdninger, der stammede fra forudbetalinger fra kunder, der var bestemt til viderebetaling til virksomhedens underleverandører, der var direkte knyttet til kundeleverancen, kunne anses som driftsaktiver og dermed ikke skulle anses for pengetankaktiver.

Endvidere kunne Skatterådet efter en konkret vurdering bekræfte, at når det af Rejsegarantifondens vejledning fremgik, at selskabet skulle have et vist kapitalberedskab, hvis selskabet skulle undgå, at Rejsegarantifonden stillede krav om forhøjet garantistillelse, så kunne den del af selskabets likvide beholdninger og værdipapirer, som selskabet indestod med af hensyn til at sikre dette tilstrækkelige kapitalberedskab, blive anset som driftsaktiver. Denne del af de likvide midler og værdipapirerne skulle dermed ikke betragtes som passiv kapitalanbringelse. Såfremt den samlede beholdning af likvide midler og værdipapirer oversteg det nødvendige kapitalberedskab, der indestod i selskabet med henblik på at undgå forhøjet garantistillelse, skulle denne del anses for pengetankaktiver.  

Når selskabets sædvanlige virksomhed ikke bestod af udlånsvirksomhed, kunne Skatterådet ikke bekræfte, at omsætningsaktiver i form af tilgodehavender hos tilknyttede virksomheder kunne anses som driftsaktiver. Dette uanset om tilgodehavender hos tilknyttede virksomheder efter Rejsegarantifondens anvisninger evt. kunne indgå ved beregning af kapitalberedskabet. Dermed udgjorde tilgodehavender hos tilknyttede virksomheder passiv kapitalanbringelse ved opgørelse af pengetankbrøken, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34.    

Skatterådet havde ikke taget stilling til øvrige betingelser, der i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 34 skulle være opfyldt for, at der kunne ske overdragelse af spørgers anparter til spørgers børn med succession.

Sagen angik en anmodning om et bindende svar vedrørende et dansk selskabs påtænkte udlodning af et likvidationsudbytte til det danske selskabs britiske moderselskab. 

Spørgsmålet i sagen var, om det udgjorde misbrug omfattet af ligningslovens § 3, stk. 5, at ejerskabet til det danske selskab var skiftet fra et malaysisk selskab til et koncernforbundet britisk selskab, hvorved der som følge af en forskel i dobbeltbeskatningsoverenskomsterne mellem Danmark og henholdsvis Malaysia og Storbritannien, var opnået en skattefordel. 

Landsretten fandt, at provenuet ved likvidation af det danske selskab ville være kildeskattepligtigt under malaysisk ejerskab, hvorimod dette ikke ville være tilfældet under britisk ejerskab. Arrangementet, der bl.a. indebar et skifte i ejerskabet til det danske selskab, indebar derfor en fordel af en dobbeltbeskatningsoverenskomst. 

Det danske selskab havde ikke godtgjort, at den påtænkte fremgangsmåde for omstruktureringen var tilrettelagt af velbegrundede kommercielle årsager. Det ville derfor ikke være i overensstemmelse med indholdet af og formålet med dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien at indrømme en sådan skattefordel. Betingelserne i ligningslovens § 3, stk. 5, var på den baggrund opfyldt. 

Spørgers forretningsmodel består i køb og videresalg af brændstof mv. Spørger indkøber brændstof mv. af underleverandører, primært tankstationer, i en række lande, herunder Danmark, og videresælger umiddelbart efter varerne til sine kunder. Spørgers kunder identificerer sig selv som sådanne over for tankstationerne ved hjælp af brændstofkort udstedt af spørger. Skatterådet fandt efter en konkret vurdering, at spørger som kommissionær kan anses for at have købt varerne af de tilknyttede underleverandører og videresolgt varerne til sine kunder. Det var ikke til hinder for, at spørger kan anses for kommissionær, at spørger leverer tillægsydelser til brændstoffet bestående i CO2-kompensation, digital overvågning af brændstofforbrug samt digital overvågning af lokation.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørger kunne sælge to matrikler momsfrit efter momslovens § 13, stk. 2.

Spørger var en kommune, som købte to matrikler i 2006 med henblik på byfornyelse og dermed salg. Spørger havde bortforpagtet matriklerne uden moms fra 2013 frem til 2021.

Der var indgået en betinget købsaftale, hvorefter overdragelsen af matriklerne først fandt sted efter vedtagelse af en lokalplan, hvorefter matriklerne overgik til byzone og dermed blev egnet til bebyggelse. Først efter vedtagelse af en lokalplan var matriklerne en byggegrund i momslovens forstand.

Da matriklerne var erhvervet med henblik på salg, var de ikke alene anvendt til momsfritaget virksomhed, uanset matriklerne i en periode havde været udlejet uden moms. Derfor kunne salget ikke ske momsfrit efter momslovens §13, stk. 2.

Skatterådet bemærkede desuden, at matriklerne ikke havde været anvendt til momsfri udlejning i tidsrummet efter vedtagelse af lokalplanen, det vil sige efter matriklerne momsmæssigt kunne anses for en byggegrund.

Også af den grund kunne matriklerne ikke anses for udelukkende at have været anvendt til momsfritaget virksomhed og kunne derfor ikke sælges momsfrit efter momslovens § 13, stk. 2.

Spørger havde i 2020 drevet minkvirksomhed fra lejede minkhaller og med lejede driftsmidler/inventar.

I 2025 havde Spørger modtaget en afgørelse om nedlukningserstatning til minkavlere. Afgørelsen var truffet af Fødevarestyrelsen efter "den forenklede model".

Spørger havde modtaget erstatning for tabt fremtidig indtjening ved produktion af mink med 5.935.611 kr. Spørger ejede ikke minkspecifikke anlægsaktiver og havde derfor ikke modtaget erstatning for anlægsaktiver.

Erstatning efter "den forenklede model" blev overordnet fastsat efter de samme principper og med opgørelse af de samme delelementer, som erstatning efter "den skemalagte model". Efter Skatterådets opfattelse skulle Spørgers erstatning derfor fordeles efter de samme principper, som erstatning efter den skemalagte model, som Skatterådet havde truffet afgørelse om i SKM 2024.377.SR m.fl.

Da Spørger ikke ejede de i minkvirksomheden anvendte driftsmidler og bygninger, var der ikke grundlag for at henføre nogen del af nedlukningserstatningen på 5.935.611 kr. til driftsmidler og bygninger.

Der var efter Skatterådets opfattelse endvidere ikke grundlag for at henføre nogen del af erstatningen til skattemæssig goodwill, idet virksomheden alene havde haft omsætning med Kopenhagen Fur, og dermed ikke havde en kundekreds mv., der kunne begrunde en værdi af goodwill. Der var samtidig ikke grundlag for at henføre nogen del af erstatningen til immaterielle aktiver, idet virksomheden ikke ejende sådanne aktiver. Erstatningsbeløbet måtte i stedet anses for erstatning for tabt indkomstgrundlag, der efter praksis var skattefri.

Skatterådet bekræftede herefter, at Spørgers nedlukningserstatning på 5.935.611 kr. var skattefri.

Anmodningen drejede sig om, hvorvidt der skulle afregnes chokolade- og sukkervareafgift, når Spørger fremstillede en mazarintærte til videresalg i henholdsvis en bagt og en ubagt version. I mazarintærten indgik en mazarinmasse, hvor i der yderligere indgik en kernemasse med indhold af abrikoskerner. Kernemassen vurderedes at være omfattet af det afgiftspligtige vareområde i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 3.

Skatterådet bekræftede, at der ved egen fremstilling af et delprodukt, der i sig selv er omfattet af afgiftspligten, men som i virksomheden anvendes til fremstilling af en ikke-afgiftspligtig vare, ikke indtræder afgiftspligt.

Spørger skulle derfor ikke afregne chokolade- og sukkervareafgift, når den anvendte kernemasse, indgik i en af Spørger eget fremstillet færdigvare, som vurderes ikke at være omfattet af det afgiftspligtige vareområde i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1

Andelsselskabet ønskede, at der som beregningsgrundlag for begrænsningen i selskabsskattelovens § 1, stk. 3, hvorefter omsætningen med ikke medlemmer maksimalt måtte udgøre 25 pct. af den samlede omsætning, kunne anvende den procentvise mængde ton biomasse, der blev anvendt i biogasanlægget.

Skatterådet kunne bekræfte, at andelsselskabet kunne benytte denne opgørelsesmetode, hvor der anvendtes bruttoton biomasse, der blev anvendt i biogasanlægget, idet selskabsskattelovens § 1, stk. 3, ikke angav en bestemt beregningsmetode for denne procentvise opgørelse af omsætningen og denne metode gav det mest retvisende opgørelse for det pågældende produktionsanlæg. Det blev desuden begrundet med, at den ønskede opgørelse er udtryk for et reelt grundlag for den omsætning med henholdsvis medlemmer og ikke-medlemmer.

I et bindende svar fra 2020 (SKM2020.205.SR) bekræftede Skatterådet, at et cypriotisk selskab ikke var begrænset skattepligtig af en udbytteudlodning fra H1, og at udlodningen ikke var omfattet af ligningslovens § 3.

Under kontrollen af sagen har det vist sig, at Koncernen, som ultimativt er Panama-baseret, efter en henvendelse i 2015 fra koncernen til de nederlandske skattemyndigheder indgik en aftale om, at alle betalinger til gruppens ejerselskaber på Jersey kunne gennemføres uden begrænset skattepligt til Nederlandene i perioden 2016-2020. Aftalen blev indgået via to nederlandske advokater efter fuldmagt fra det øverste nederlandske selskab i strukturen, et kooperativ, og dettes to Jersey-baserede deltagere. Herefter overførtes ekstraordinært store beløb fra de nederlandske selskaber til Jersey uden kildeskat i 2016 og første del af 2017.

I samme periode gennemførtes en række transaktioner, hvis resultat var, at værdier på [et udeladt beløb] blev udloddet uden kildeskat fra Danmark via det cypriotiske selskab til Nederlandene.

De danske selskaber havde i 2016 krav mod to tidligere datterselskaber i X-land. Selskaberne i X-land havde likvider efter koncerninternt salg af [aktiver] mv. I stedet for at betale gælden til de danske kreditorselskaber blev i koncernen aftalt et arrangement, hvorved det danske tilgodehavende mod de likvide X-landske selskaber efter et debitorskifte blev et dansk krav mod det nederlandske moderselskab. Straks efter debitorskiftet i 2016 betalte de X-landske selskaber likviderne til det nederlandske moderselskab, som herefter udloddede udbytter og betalte renter til Jersey overstigende årets resultater og andre års udbytter. I 2020 blev formelt vedtaget dansk udbytte, hvorefter det danske tilgodehavende mod det nederlandske moderselskab blev udloddet via et mellemliggende cypriotisk datterselskab. Herefter ophørte mellemværendet efter konfusion af debitor og kreditor. Der var dermed de facto intet at videreudlodde fra Nederlandene til Jersey i 2020.

Skattestyrelsen har ikke modtaget en forretningsmæssig begrundelse for, at koncernen foretog debitorskiftet og straks derefter valgte at sende likvider uden om den oprindelige danske kreditor, H1. Oplysninger om aftalen med de nederlandske skattemyndigheder og fuldmagten til advokaterne indgået af det nederlandske kooperativ og dets Jerseybaserede deltagere samt oplysningen om, at koncernen ultimativt er kontrolleret fra Panama har ikke været forelagt skatterådet.

Skatterådet bekræfter på den baggrund, at ligningslovens § 3 anvendes på arrangementet.

Bindende Toldafgørelser har samlet tariferingsforordninger, HSC tariferingsudtalelser og statements i en elektronisk udgave pr. 2. maj 2025 (vejledning).
Vejledningen er opbygget efter samme model som Toldtariffen.

Sagsøgeren, der var en registreret virksomhed (selvanmelder) fik ikke medhold i, at Motorstyrelsen havde undladt at udøve et pligtmæssigt skøn ved at efteropkræve udbetalt godtgørelse af fire brugte køretøjer i hen­hold til registreringsafgiftslovens §§ 7 b og 7 c med den begrundelse, at køretøjerne, der på anmeldelsestids­punkterne var mindre end 10 år gamle og derfor ikke omfattet af det obligatoriske krav om toldsyn efter de dagældende regler, ikke havde været undergivet toldsyn, jf. den dagældende registreringsafgiftslovs § 7 c, stk. 1, 4. pkt. Retten fandt derfor, at afgørelserne vedrørende de fire køretøjer ikke var behæftet med en retlig mangel, som kunne medføre deres ugyldighed.

Retten bemærkede, at kravet om toldsyn var kundgjort over for sagsøgeren, dels ved et nyhedsbrev fra Mo­torstyrelsen, som sagsøgeren var bekendt med, dels ved en individuel underretning af sagsøgeren. Retten be­mærkede endelig, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at køretøjerne var blevet toldsynet af en godkendt synsvirksomhed.

På denne baggrund blev Skatteministeriet frifundet.

Sagen vedrørte den skattemæssige behandling af en ideel andel på 50 % af 2 udlejningsejendomme i Spanien, som Spørger havde modtaget i arv fra sin mor. Faren ejede de resterende 50 %. Ved testamente havde moren besluttet, at faren fuldt ud skulle have brugs- og nydelsesret (såkaldt "usufruct") af de arveudlagte faste ejendomme efter spanske regler. Den pågældende usufructo medførte, at ejerskabet til Spørgers ideelle andele af udlejningsejendommene og allokeringen af afkastet (huslejeindtægterne) på disse andele var midlertidig adskilt på to forskellige skattesubjekter (datter henholdsvis far).

Spørger forudsatte, at hun skulle beskattes af indtægterne ved udlejningen af hendes ejerandele, men ønskede bekræftet, at hun havde et modsvarende fradrag af samme størrelse.

Skatterådet fandt, at Spørger skulle anses for ejer af de pågældende ideelle andele.

Skatterådet fandt tillige, at forholdet skulle behandles efter praksis om "Rentenydelsesretter, båndlagte kapitaler og afkast fra udenlandske trusts (fonde)", som beskrevet i Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.B.2.15.1. Denne praksis medførte, at "rentenyder" (faren) og dermed ikke ejer (Spørger), skulle beskattes, når afkastet som her fuldt ud tilfaldt "rentenyder".

Spørger skulle ikke medregne nettooverskuddene. Det skulle alene faren. Der var ikke fradrag hos Spørger.

Skatterådet kunne dermed ikke bekræfte, at Spørger i sine skattepligtige lejeindtægt ved erhvervsmæssig udlejning af spansk fast ejendom (lejelejligheder) kunne fradrage et til lejeindtægterne svarende beløb.

Skatterådet forudsatte, at SKM2019.611.SR var begrundet i, at der var tale om en gensidigt bebyrdende aftale om overdragelse, mens der i denne sag ikke var tale om en gensidigt bebyrdende aftale, men derimod om adskillelse af ejerskabet og indtægtsnydelsen ved arveladers død.

Meddelelsen indeholder opdaterede indeks for udviklingen i huspriser som kan anvendes ved opgørelsen af grundlaget for ejendomsværdiskat for ejendomme beliggende i udlandet til brug for indkomståret 2024. Det drejer sig om det svenske indeks for fritidshuse, indekstal fra OECD samt Danmarks Statistiks prisindeks for sommerhuse beliggende i Danmark. Vurderingsstyrelsen har desuden godkendt et britisk indeks, som skal benyttes for ejendomme beliggende i Storbritannien fra og med indkomståret 2024. Som følge af den nye ejendomsskattelov (lov nr. 678 af 3. juni 2023) der bl.a. finder anvendelse for ejendomsværdiskat fra og med 1. januar 2024, opgøres indekstallene for OECD i denne meddelelse fra 1. januar til 31. december i kalenderåret.

Skattestyrelsen ændrer på baggrund af EU-Domstolens dom i de forenede sager C-639/22 - C-644/22, praksis for pensionsordninger, der er garanterede (foruddefinerede) uden at være fuldstændigt garanterede. Fx ordninger med rente- eller ydelsesgaranti og mulighed, men ikke garanti, for bonus.

I forbindelse med pensionsordninger med en garanti til pensionskunderne, der ikke er fuldstændig, skal der ved stillingtagen til, om pensionsinstituttet/-ordningen kan anses for en investeringsforening, ske en konkret aftaleretlig vurdering af, om størrelsen af pensionsrettighederne og -ydelserne hovedsageligt afhænger af resultatet af pensionsinstituttets investeringer.

Praksis om, at pensionsordninger med betingede garantier på visse betingelser efter en konkret vurdering kan anses for ugaranterede pensionsordninger, ophæves.