Sagen drejede sig navnlig om, hvorvidt der ved den omberegnede grundværdiansættelse skulle tages udgangspunkt i en vedtaget lokalplan for ejendommen, hvor lokalplansområdet generelt var blevet udlagt til erhvervs- og festivalformål, eller om der ved vurderingen skulle tages udgangspunkt i en før lokalplanen tinglyst servitut på ejendommen, hvor der efter landbrugslovens regler alene konkret var givet tilladelse til, at ejendommens nuværende ejer kunne erhverve ejendommen med henblik på anvendelse til erhvervs- og festivalformål.

Retten fandt, at det ikke kunne antages, at det skøn, som vurderingsmyndighederne havde foretaget vedrørende grundværdien, hvilede på et forkert eller mangelfuldt grundlag, eller at skønnet havde ført til et åbenbart urimeligt resultat.

Retten fandt således, at efter vedtagelsen af lokalplanen ville en overdragelse af ejendommen med henblik på anden anvendelse af ejendommen end jordbrug, ikke længere kræve jordbrugskommissionens tilladelse, og efter planlovens § 18, ville en ny erhverver kunne anvende ejendommen i overensstemmelse med lokalplanens anvendelsesmuligheder. Det var desuden ikke sandsynliggjort, at myndighedernes vurdering var forkert ud fra et ekspropriationsforlig og en partsforklaring, hvor der ikke var nærmere oplysning om beliggenheden af det pågældende areal eller de nærmere omstændigheder omkring forliget.

Skatteministeriets frifindelsespåstand blev herefter taget til følge.

Sagen angik, om det var med rette, at Motorstyrelsen havde opkrævet et selskab fuld registreringsafgift for et køretøj, da køretøjets nummerplader ikke blev afleveret i forbindelse med, at den om køretøjet indgåede leasingkontrakt udløb. Landsskatteretten fandt på baggrund af sagens oplysninger, at selskabet ikke havde godtgjort, at det var på grund af leasingtagers forhold, at selskabet ikke kunne skaffe sig fysisk rådighed over nummerpladerne. Landsskatteretten henså herved til, at selskabet ikke tog skridt til at skaffe sig fysisk rådighed over nummerpladerne i umiddelbar forbindelse med leasingkontraktens udløb. Køretøjet skulle derfor fuldt ud afgiftsberigtiges. Det havde i den forbindelse ikke betydning, om køretøjet konkret blev ført på færdselslovens område i perioden efter den rettidige indlevering af nummerpladerne og afmelding fra Køretøjsregisteret, men inden den faktiske aflevering af nummerpladerne og afmelding af køretøjet, idet køretøjet allerede havde været taget i brug på færdselslovens område. Motorstyrelsen kunne i henhold til skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, træffe den påklagede afgørelse om afgiftsberigtigelse af køretøjet, selvom Motorstyrelsen tidligere havde truffet en anden afgørelse herom.

Sagen angik, om det var med rette, at Motorstyrelsen ikke havde imødekommet et selskabs anmodning om tilbagebetaling af eksportgodtgørelsesgebyr. Selskabet havde indgivet en anmodning om eks-portgodtgørelse vedrørende et køretøj og indbetalt gebyr i overensstemmelse med § 1 i bekendtgørelse nr. 897 af 16. juni 2020 om opkrævning af gebyr i forbindelse med anmodning om eksportgodtgørelse for brugte motorkøretøjer. Motorstyrelsen anmodede selskabet om at fremsende dokumentation for ejerskab og udførsel af køretøjet. Selskabet oplyste samme dag Motorstyrelsen, at anmodningen skulle annulleres, fordi køretøjet var solgt i Danmark, og anmodede om at få det indbetalte gebyr tilbage. Motorstyrelsen imødekom ikke anmodningen om at tilbagebetale gebyret, idet Motorstyrelsen ikke anså der for at foreligge særlige omstændigheder efter bekendtgørelsens § 2, stk. 2. Landsskatteretten fandt, at det ikke i sig selv kunne udgøre en særlig omstændighed efter bekendtgørelsens § 2, stk. 2, at selskabet tilbagekaldte sin anmodning samme dag, som Motorstyrelsen bad selskabet om at fremsende dokumentation for ejerskab og udførsel af køretøjet. Retten fandt, at det forhold heller ikke i kombination med, at Motorstyrelsen på det tidspunkt endnu ikke havde indledt sagsbehandling i forhold til værdifastsættelse af køretøjet, i den konkret foreliggende situation kunne udgøre en særlig omstændighed, der talte for tilbagebetaling af gebyret efter bekendtgørelsens § 2, stk. 2. Retten lagde i den sammenhæng bl.a. vægt på, at gebyret angik hele eksportgodtgørelsesordningen som sådan og ikke kun værdifastsættelse af køretøjet, ligesom der var forløbet ca. to måneder fra selskabets anmodning om eksportgodtgørelse til tilbagekaldelsen af denne, og tilbagekaldelsen først skete som reaktion på Motorstyrelsens indkaldelse af dokumentation for ejerskab og udførsel. Retten stadfæstede herefter Motorstyrelsens afgørelse om ikke at imødekomme anmodningen om tilbagebetaling af eksportgodtgørelsesgebyret.

Spørger havde søgt om tilskud til permanent ekstensivering af sine marker. Der var søgt om tilskud til ca. 3,7 ha, og tilskuddet kunne blive op til 280.850 kr.

Tilskud efter ordningen blev givet med henblik på at reducere udledningen af drivhusgasser, begrænse kvælstofudledningen og fremme biodiversiteten.

Tilskuddet var betinget af, at der blev tinglyst en servitut om, at arealerne permanent skulle henligge som ekstensivt græs- eller naturareal, at der ikke måtte dyrkes afgrøder, og at der var forbud med gødskning og brug af pesticider.

Det fremgik af retspraksis, at fortjeneste ved modtagelse af en erstatning for varige rådighedsindskrænkninger på fast ejendom var omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens regler om delsalg.

Det var Skatterådets opfattelse, at tilskuddet var knyttet nært sammen med de varige rådighedsindskrænkninger, der skulle tinglyses på ejendommen, og at tilskuddet derfor skulle beskattes på tilsvarende måde, som erstatninger for varige rådighedsindskrænkninger.

Skatterådet bekræftede derfor, at tilskuddet skulle beskattes som delafståelse ved pålæg af varig rådighedsindskrænkning på fast ejendom, og at fortjenesten skulle opgøres efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

Skatterådet bekræftede, at Spørgers landbrugsvirksomhed med mælkeproduktion samt tilhørende bortforpagtning af landbrugsjord måtte anses for én virksomhed, som blev drevet af Spørger. Skatterådet bekræftede endvidere, at ægtefællens virksomhed med bortforpagtning af landbrugsjord og udlejning af boliger mv. måtte anses for to separate virksomheder, som blev drevet af hende.

Spørgers ægtefælle skulle beskattes af resultatet af de to separate virksomheder fra og med det første år, hvor hun i overvejende grad havde drevet disse virksomheder.

Hvis Spørgers ægtefælle fravalgte at overtage en del af det opsparede overskud og indskudskontoen, da ville nettoværdien af virksomheden udgøre en hævning i virksomhedsordningen hos Spørger, der hidtil havde drevet virksomhederne. Hævningen skulle opgøres til handelsværdien, idet ægtefællerne herved blev behandlet på samme måde, som ved dispositioner mellem uafhængige parter. Skatterådet kunne således ikke bekræfte, at hævningen af fast ejendom kunne ske til anskaffelsessummen.

Skatterådet bekræftede, at de særlige regler vedrørende delophør i virksomhedsskattelovens § 15 a kunne anvendes i forbindelse med overførsel af de to separate virksomheder fra Spørgers virksomhedsordning til ægtefællen.

Hvis ægtefællen i 2025 selv drev jorden, i stedet for at bortforpagte den, så ville der også være tale om en separat virksomhed, som hun drev, og hvor indkomsten skulle beskattes hos hende. Hvis hun valgte ikke at tilså hele arealet, men udtog en del af arealet af landbrugsdriften, så ville det ikke længere udgøre et erhvervsmæssigt aktiv. Værdien af det udtagne areal ville derfor skulle overføres fra virksomhedsøkonomien til privatøkonomien, som en hævning i hæverækkefølgen.

Bygningerne på Spørgers erhvervsejendom var i 2024 nedbrændt. Spørger ville genopføre bygningerne og forventede at genopbygningsarbejdet ville tage flere år.

En forsikringssum sidestilles med en salgssum, og ejendomsavancen er som udgangspunkt skattepligtig. Der sker dog ikke beskatning, hvis den skaderamte bygning genopføres. I så fald udskydes beskatningen til tidspunktet, hvor ejendommen sælges.

Udskydelsen af beskatningen er bl.a. betinget af, at genopførelsen sker enten i det indkomstår, hvori skaden indtræffer, eller i det nærmest følgende indkomstår, dog således, at fristen for genopførelse tidligst udløber i året efter det år, hvori forsikringssummen er fastsat endeligt.

Det var oplyst, at forsikringssummen ville dække Spørgers faktiske udgifter til genopførelse af bygningerne, dog maksimalt x kr. Beløbet ville blive udbetalt løbende i takt med, at Spørger afholdt udgifterne til genopførelsen.

Det var Skatterådets opfattelse, at forsikringsselskabet først "fastsatte forsikringssummen endeligt" på det tidspunkt, hvor arbejdet var udført, og størrelsen af udgifterne var fastlagt. Tidsfristen for genopførelse ville herefter udløbe i indkomståret efter den endelige fastsættelse af sikringssummen, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 10, stk. 1.

Hvis det maksimale forsikringsbeløb blev nået på et tidligere tidspunkt, måtte erstatningsbeløbet dog anses for endeligt fastsat på dette tidspunkt. I så fald ville hele forsikringssummen på det tidspunkt være anvendt til genopførelse af den skadelidte ejendom, og betingelsen ville således være opfyldt.

Skatterådet bekræftede derfor, at beskatningen af ejendomsavancen kunne udskydes, såfremt genopførelse af bygningerne skete seneste året efter det år, hvor forsikringsselskabet kunne opgøre den endelige erstatning, som beskrevet i forsikringsaftalen.

Skattestyrelsen ændrede ved SKM2023.95.SKTST sin praksis angående behandling af negative angivelser vedrørende moms af revisor- og advokatomkostninger, herunder salæret til kurator, der modtages, efter konkursboet er afsluttet.

Skattestyrelsen er blevet gjort opmærksom på uhensigtsmæssigheder ved det oprindelige styresignal. I forlængelse heraf er Skattestyrelsen blevet bekendt med, at der har dannet sig en praksis ved nogle skifteretter, hvorefter kurator i de omhandlede konkursboer bemyndiges til at varetage opgaven med at søge om momsrefusion hos Skatteforvaltningen efter boets afslutning/opløsning. Denne praksis indarbejdes nu i Skattestyrelsens praksis ved nærværende styresignal.

Spørger er en virksomhed, som påtænker at erhverve et ydernummer med tilhørende kapacitet fra en eksisterende lægeklinik. Spørger ejes 100 pct. af en læge, som er ansat i et selskab, som erhverver de resterende aktiver i lægeklinikken. Spørger har indgået en samarbejdsaftale med selskabet, hvorefter selskabet påtager sig som underleverandør til Spørger at levere lægekonsultationsydelser til de patienter, som er omfattet af ydernummeret. Spørger betaler i henhold til samarbejdsaftalen selskabet for disse ydelser.

Skatterådet kan ikke bekræfte, at Spørger kan fradrage momsen af købesummen for ydernummeret med tilhørende kapacitet, idet momsen pålægges købesummen i strid med momsloven. Skatterådet har herved henset til, at overdragelsen af ydernummeret med tilhørende kapacitet må anses for en samlet formuemasse, som overdrages som led i en virksomhedsoverdragelse omfattet af momslovens § 4, stk. 5.

Spørger er en virksomhed, som påtænker at overtage driften af en lægeklinik. Spørger erhverver som led heri alle lægeklinikkens aktiver med undtagelse af ydernummeret med tilhørende kapacitet. Disse erhverves i stedet af et selskab eller en virksomhed, som ejes 100 pct. af en læge ansat hos Spørger. Spørger indgår herefter en samarbejdsaftale med selskabet, hvorefter Spørger vederlægges for de lægekonsultationer, som Spørger leverer til patienterne. Sælgeren af aktiverne pålægger efter det oplyste købesummen moms.

Skatterådet kan ikke bekræfte, at Spørger kan fradrage momsen af købesummen for aktiverne, idet momsen pålægges købesummen i strid med momsloven. Skatterådet har herved henset til, at overdragelsen af aktiverne må anses for en samlet formuemasse, som overdrages som led i en virksomhedsoverdragelse omfattet af momslovens § 4, stk. 5.

Skatterådet bekræfter derimod, at ydelserne leveret af Spørger til selskabet, som er indehaver ydernummeret med tilhørende kapacitet, er momsfritagne lægekonsultationer. Dette vil ligeledes være tilfældet, såfremt selskabet i stedet er et interessentskab.

Spørgers arbejdsgiver, H1, refunderede/betalte spørgers advokatudgifter afholdt i forbindelse med et søgsmål, hvor både spørger, en kollega og universitet H1 var blevet sagsøgt af en af universitets tidligere medarbejdere.

Skatterådet kunne bekræfte, at spørger ikke var skattepligtig af arbejdsgiverens refusion/betaling af advokatudgifterne, og at refusionen/betalingen af disse udgifter således var skattefri for spørger. 

Skatterådet bekræftede, at H1 A/S i henhold til ligningsloven § 7 U, stk. 4, kunne anses for at have jubilæum i 202X efter at have bestået i et antal år, der er deleligt med 25.

Det var Skatterådets vurdering, at der forelå en rimelig identitet i virksomhedens arbejdsområde før og efter omdannelsen til aktieselskab. Skatterådet henså til, at der havde været en videreførelse af den oprindelige aktivitet, herunder både rettigheder og forpligtelser.

Selskabet opfyldte derved kravet i ligningsloven § 7 U, stk. 4, nr. 1, om, at virksomheden havde bestået i 25 år eller i et åremål, der er deleligt med 25.

Spørger planlagde at flytte fra Danmark til De Forenede Arabiske Emirater ved udgangen af 2024 og ville i den forbindelse opsige sit lejemål i Danmark. Spørger var ansat i en dansk virksomhed og ville efter udrejsen beholde sit nuværende arbejde. Spørger ville opholde sig i De Forenede Arabiske Emirater på et tidsbegrænset "digital nomad" visum.

Der blev spurgt, om Spørgers fulde skattepligt til Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, ophørte i forbindelse med Spørgers udrejse til de Forenede Arabiske Emirater. Det kunne Skatterådet bekræfte, idet Spørger opgav sin bopæl her i landet. Skatterådet lagde i den forbindelse til grund, at Spørger ikke havde boligmulighed i Danmark ved en eventuel partner/samlever i Danmark, ved familie i Danmark eller lignende.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at tre smørepålæg ikke var afgiftspligtige i deres helhed efter chokoladeafgiftslovens bestemmelser. Et produkt, indeholdt bl.a. ca. 60 % sukkerarter, og ca. 3 % kakaosmør. Skatterådet fandt, at sukker var karaktergivende for produktet, henset til det høje indhold af sukker, samt at produktet havde et udseende og en fremtoning, der tydeligt signalerede, at der er tale om en sukkerholdig vare. Produktet var omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4, "sukkervarer af enhver art", samt omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 9, omhandlende efterligninger af eller erstatningsvarer.
To produkter, med indhold af ca. 60 % sukker og ca. 10 % kakao, samt med indhold af ca. 50 % sukker og ca. 20 % kakao, ansås begge for at være omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1, som chokoladevarer af enhver art. Det bindende svar er offentliggjort i en redigeret form af hensyn til tavshedspligten.

Sagen omhandlede, om der var fradrag for dels overførsel af 625 USDC stablecoins kryptovaluta Ethereum, som betaling for at låne en vis mængde USDC Ethereum, samt dels overførsel af en vis mængde bitcoins, der var betalt til tjenesteudbyderen, der faciliterede den af spørger indgåede lånekontrakt.

Skatterådet fandt efter en samlet konkret vurdering af de enkelte momenter i sagen, at selve overførslen af en vis mængde USDC Ethereum fra långivers USDC-adresse til spørgers USDC-adresse skattemæssigt skulle betragtes som et lån og ikke en realisation/afståelse.

Skatterådet fandt, at spørger ikke havde fradrag for de 625 USDC Ethereum som renteudgifter på lån på tilsvarende vis som ved en pengefordring, idet lånekontrakten mellem spørger og långiver ikke i sig selv udgjorde en pengefordring, idet lånekontrakten omhandlede en vis mængde USDC Ethereum.

På tilsvarende vis fandt Skatterådet, at spørger ikke havde fradrag for gebyret i henhold til bestemmelsen i ligningslovens § 8, stk. 3, idet der ikke var tale om en pengefordring.

Skatterådet fandt, at både de 625 USDC Ethereum og gebyret havde en sådan direkte forbindelse til lånekontrakten, at begge beløb skulle indgå ved opgørelsen af spørgers gevinst og tab ved salg og køb af de lånte USDC Ethereum i låneperioden samt spørgers eventuelle afkast af de lånte USDC Ethereum i låneperioden efter reglerne i statsskattelovens § 4 f. Fradrag for beløbene forudsatte dog, at der var en gevinst af modregne beløbene i.

Spørgsmål 2 og 4 omhandlede indberetning på oplysningsskemaet. Skatterådet afviste spørgsmålene, idet indberetning ikke udgjorde en skattemæssig virkning af en disposition.

Skatterådet har på mødet den 17. december 2024 fulgt Skattestyrelsens indstilling om, at der efter skattekontrollovens § 62, stk. 1, jf. § 59 gives tilladelse til at indhente oplysninger om et pengeinstituts udbetaling af kompensationer til ikke-identificerede fysiske personer.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørger kunne opnå afgiftsgodtgørelse for motorbrændstof til drift af maskiner til etablering og renovering af veje og vejbelægninger mv. efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

Spørgsmål om opgørelsesmetoder til afgiftsgodtgørelse jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 16 bortfaldt herefter.

Sagen angik, hvorvidt betingelserne for genoptagelse af ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2017, og omvurdering af grundværdien for den omhandlede ejendom, jf. dagældende skatteforvaltningslovs § 33, stk. 2, var opfyldt. Herunder omhandlede sagen, om en privatretlig servitut, der var tinglyst på ejendommen, har offentligretlig karakter med den virkning, at der skal tages hensyn til servitutten ved værdiansættelsen, jf. dagældende vurderingslovs § 13, stk. 2.

I forhold til den i sagen omhandlede servitut udtalte retten, at servitutten fastlagde den nærmere udnyttelse for ejendommen, mens lokalplanen angav anvendelsen og udnyttelsen som helhed for det område, ejendommen var beliggende i. Retten fandt på den baggrund og under hensyntagen til formålet med den for servitutten påtaleberettigede, at servitutten varetog byplanmæssige formål og dermed vedrørte bestemmelser om rettigheder og byrder på ejendommen af offentligretlig karakter, der skal tages hensyn til ved grundværdiansættelsen, jf. dagældende vurderingslovs § 13, stk. 2. 

Retten udtalte videre, at resultatet blev støttet af § 17, stk. 2 i den nugældende ejendomsvurderingslov, lov nr. 1580 af 27. december 2019, samt forarbejderne hertil, hvor det er præciseret, at der ved ansættelsen af grundværdien skal tages hensyn til servitutter omfattet af planlovens §§ 42 og 43. 

Vedrørende spørgsmålet om genoptagelse lagde retten til grund, at ejendommen i medfør af vurderingslovens § 1 skulle vurderes i lige år, og at 2017 derfor som udgangspunkt var et vurderingsfrit år, sådan at vurderingen fra 2016 blev videreført pr. 1. oktober 2017. Videre lagde retten til grund, at skatteforvaltningen ikke pr. 1. oktober 2017 havde registreret den tinglyste servitut, hvorfor den videreførte vurdering pr. 1. oktober 2017 var foretaget på et fejlagtigt grundlag. Betingelserne for genoptagelse af vurderingen, jf. dagældende skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, 1. pkt., jf. stk. 1, var derfor opfyldt.

Dernæst fandt retten, at der pr. 1. oktober 2017 skulle have været foretaget en omvurdering og om beregning af grundværdien, jf. dagældende vurderingslovs § 3, stk. 1, nr. 6, og § 33, stk. 17, da servituttens indhold udgjorde en ændring af ejendommens planforhold, herunder bebyggelsesprocenten, som måtte antages at have medført en stigning i grundværdien. Da dette ikke var sket, var betingelserne for at foretage en vurdering efter dagældende skatteforvaltningslovs § 33, stk. 2, 2. pkt., også opfyldt.

Da der ikke var grundlag for at hjemvise vurderingen pr. 1. oktober 2017, blev Skatteministeriet derfor frifundet.

Motorstyrelsen har oplevet en øget efterspørgsel efter en udførlig og samlet beskrivelse af retningslinjer for udvælgelse af annoncer i forbindelse med værdifastsættelse af brugte køretøjer. Denne meddelelse indeholder en beskrivelse af udsøgningskriterierne for annonceudvælgelse, og hvordan disse skal prioriteres, når det ikke er muligt at udsøge identiske annoncekøretøjer til brug for værdifastsættelsen.

Toldtariffen anvendes ved ind- og udførsel af varer og er grundlag for såvel toldbehandlingen som indsamlingen af oplysninger til udenrigshandelsstatistikken, herunder Intrastat.

Sagerne angik, om der var grundlag for at tilsidesætte grundværdiansættelserne for to ejendomme (storparceller) pr. 1. oktober 2014.

Under sagernes behandling for byretten blev der afholdt syn og skøn over den skønnede handelsværdi af ejendommene. Skønsmanden ansatte handelsværdien til ca. halvdelen af grundværdierne ansat af vurderingsankenævnet.

Retten fandt ikke, at skønserklæringerne var afgivet på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, og under henvisning til den betydelige afvigelse mellem den af skønsmanden skønnede handelsværdi og vurderingsankenævnets grundværdiansættelser fandt retten, at vurderingsankenævnets skøn havde ført til et åbenbart urimeligt resultat og kunne tilsidesættes.

Retten hjemviste på den baggrund grundværdiansættelserne til fornyet behandling ved Vurderingsstyrelsen.