Kunstmuseet Arken i Ishøj fik sidste år et væsentligt bedre resultat sammenlignet med tidligere år.

Det skriver Arken i en pressemeddelelse fredag.

Sidste år endte overskuddet på lidt mere end en million kroner, mens det i 2023 lød på 156.000 kroner.

På trods af fremgangen havde Arken færre besøg i 2024 i forhold til året inden.

Museet peger selv på stram økonomistyring og et "attraktivt udstillingsprogram" som årsager til det forbedrede resultat.

- Arken er i fuld gang med den svære øvelse både at omstille sig til en fremtid med lavere statstilskud, men også øge de kunstneriske ambitioner for udstillingerne samt etablere nye kommercielle indtægtsstrømme, siger bestyrelsesformand Lars Kirdan i meddelelsen.

I 2022 havde museet et underskud på omkring en million kroner.

Samme år var Arken i vælten, da en større gruppe medarbejdere kritiserede arbejdsklimaet på museet som følge af krænkende adfærd og magtmisbrug.

En ledende medarbejder måtte træde tilbage efter kritikken.

Kort tid efter kom det frem, at daværende museumsdirektør Christian Gether havde købt tre værker til museet fra sin søns galleri.

Christian Gether fratrådte efterfølgende posten som direktør.

/ritzau/

Forvirringen er total. 

Nye udmeldinger om told flyver fra Donald Trump, hver gang han ser en mikrofon. Eller kommer i nærheden af et socialt medie. Målstængerne flyttes. Nye tal bliver hevet op af hatten. Venner mere end fjender er i skudlinjen.

Efter at Trump fik sin store lovpakke gennem Kongressen, er det, som om der ikke sker nok i Washington. Nu er det resten af verden, der får hans fulde opmærksomhed.

Nu skal varer fra Canada pålægges en told på 35 procent. Trump blander igen en påstand om, at det strømmer med det farlige stof fentanyl ind over grænsen fra Canada, selvom hans egne grænsefolk siger det modsatte. Udmeldingen kommer midt i de brede forhandlinger om både handel og sikkerhed, der lige nu foregår mellem de to regeringer.

Nu skal den generelle told hedde 15 eller 20 procent i stedet for ti procent. Det sagde Trump i et interview torsdag. Det betyder også, at de forhandlinger, der pågår mellem USA og EU, har fået et nyt element af usikkerhed kastet ind på bordet.

Og så er der aftalen med Vietnam. Den havde Trump og hans ministre travlt med at promovere i sidste uge, men ingen detaljer er endnu offentliggjort. Hvorfor ikke det?

Ifølge det sædvanligvis velinformerede Politico skyldes det, at Trump i en telefonsamtale med den vietnamesiske leder, To Lam, pludselig indførte en told på 20 procent på varer fra Vietnam, hvor man i forhandlingerne var blevet enige om 11 procent.

Og hvorfor skulle Vietnam åbne sit marked for amerikanske varer – toldfrit – hvis vietnamesiske varer pålægges en høj told den anden vej? Vietnam er blevet en af USAs vigtigste handelspartnere, blandt andet fordi kinesiske producenter har flyttet fabrikker til Vietnam for at omgå den toldmur, som Trump indførte i sin første embedsperiode.

Så antallet af handelsaftaler ligger fortsat et sted mellem nul og to – afhængig af om man tæller våbenhvilen med Kina og handelsforståelsen med Storbritannien med. Ingen af de to aftaler er juridisk bindende.

Hvorfor er der ingen aftaler?

Det er meget langt fra praleriet fra begyndelsen af april, hvor Trump lovede »90 aftaler på 90 dage«. Eller den nedladende udtalelse fra 9. april om, at »verdens ledere tigger om en handelsaftale«.

Sådan har det ikke været. Der er flere årsager til, at der ikke er kommet flere aftaler på plads.

For det første er handelsaftaler komplekse størrelser, hvilket er årsagen til, at man normalt bruger år på at blive enige om noget.

For det andet har Trump vist sig at være umulig at lave aftaler med, fordi der hele tiden bliver bragt nye ting frem, der komplicerer det at give indrømmelser, når man kan blive ramt af en hammer i nakken på noget helt andet. Som truslen om en told på 100 procent på udenlandske film, der kom midt i forhandlingerne med Storbritannien. Briterne ville blive særlig hårdt ramt af en sådan told.

For det tredje er det fortsat tvivlsomt, om Trump overhovedet har juridiske beføjelser til at indføre en generel toldmur og »gengældelsestold«. Hans tilfældige anvendelse af begrundelser forstærker det juridiske argument for, at Trump misbruger en nødlov fra 1977 til at føre sin personlige udenrigspolitik.

En handelsdomstol har vurderet, at han ikke har beføjelserne, men en appeldomstol har tilladt ham at fortsætte, indtil sagen er blevet behandlet af en højere retsinstans. Næste retsmøde er 31. juli – lige før Trumps nye deadline. 

For det fjerde betyder Trumps handelskrig mod alt og alle, at alle lande forsøger at lurepasse. For handelskrigene vil ramme amerikansk økonomi og give højere priser. Det samme vil den svækkede dollar.

Det vil ikke undre, hvis regeringschefer rundt omkring i verden i deres stille sind tænker: Hvad hvis vi alle kalder hans bluff og allesammen indfører modhold fra 1. august, svarende til hvad Trump deler ud?

Vil han optrappe til 145 procent som med Kina i april? Vil de amerikanske aktiemarkeder og dollaren kollapse? Vil det tvinge den amerikanske økonomi ind i en dyb nedtur? For det vil være en høj toldmur, som kun omslutter USA selv.

Brasilien – som USA har et handelsoverskud med – har allerede meldt ud, at man vil matche Trumps 50 procent told.

Tør han, når det kommer til stykket?

Aktiemarkederne har indtil nu handlet på en forventning om, at Trump i sidste ende ikke tør føre toldmuren ud i livet. At jo mere han larmer, desto mindre er modet.

Det kan være, at aktiemarkedet har ret, og at vi bare skal læne os tilbage og lade skuespillet folde sig ud.

Det kan også være, at Trump trodser enhver økonomisk fornuft og lytter til de rådgivere, der fortæller om, hvor forfærdeligt USA er blevet behandlet af resten af verden, og om de dejlige penge, der ryger i den amerikanske statskasse.

Vi har den seneste uge hørt, at en rammeaftale mellem USA og EU er lige på trapperne. Men også i Bruxelles sidder man og overvejer. Der ligger en stor handelsaftale med de sydamerikanske lande klar i EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyens, skuffe. Og der forhandles på livet løs med Indien. Hver gang Trump skruer op for handelsretorikken, giver de aftaler endnu mere mening.

For der er et stort marked derude for europæiske virksomheder. Bare tag Volkswagen, der i årets andet kvartal havde en tilbagegang i salget i Nordamerika – primært USA – på 16 procent. Men med tocifret vækst i Asien uden for Kina, i Mellemøsten og i Sydamerika.

Det er kun USA, der er omsluttet af en toldmur. Der åbenbart bliver stadig højere.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør

For første gang nogensinde udbetaler Norwegian et udbytte til sine aktionærer på 0,90 norske kroner.

Det fremgår af flyselskabets regnskab for andet kvartal.

Udbetalingen vil finde sted i august i år, lyder det i regnskabet.

Norwegian fik det næsthøjeste driftsresultat i selskabets historie på 1025 millioner norske kroner.

Driftsresultatet er det, der er tilbage, når en række udgifter som løn og afskrivninger er trukket fra.

- Driftsresultatet og driftsmarginen er de næsthøjeste, vi nogensinde har haft i et andet kvartal. Både tallene for belægningsgrad og antal passagerer er desuden de højeste i et andet kvartal efter pandemien, siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian, i regnskabet.

I andet kvartal endte overskuddet på 931,5 millioner norske kroner for andet kvartal.

For de første seks måneder af 2025 er overskuddet dog markant lavere. Samlet lyder det på 175 millioner norske kroner.

Det skyldes et første kvartal, hvor Norwegian tabte 756 millioner norske kroner.

Tabet hang ifølge selskabet sammen med, at den norske krone var styrket i forhold til amerikanske dollar.

Norwegian-koncernen består af de to flyselskaber Norwegian og Widerøe.

Tilsammen fløj 7,6 millioner passagerer med enten Norwegian eller Widerøe i andet kvartal. Det er en stigning på næsten fire procent sammenlignet med samme periode 2024.

Sommeren ser også lovende ud, siger direktør Geir Karlsen i meddelelsen.

- Vi ser fortsat gode salgstal, og bookingtrenden ind i juli, august og efteråret ser lovende ud for Norwegian med næsten ti procent flere solgte billetter end på samme tid sidste år, lyder det.

/ritzau/

Tryg fik i andet kvartal et overskud, der er en smule lavere sammenlignet med samme periode sidste år.

Resultatet for andet kvartal i år lyder på mere end 1,5 milliarder kroner.

Resultatet ender dermed en smule højere, end hvad der var ventet af analytikere, skriver MarketWire. Forventningen lød på lidt mere end 1,4 milliarder kroner.

Sidste år endte forsikringsselskabet med et overskud på mere end 1,6 milliarder kroner.

Selskabet vurderer selv, at geopolitik og uro på verdensmarkedet har haft en indflydelse på resultatet.

- Vi er selvfølgelig ikke immune over for geopolitik og udviklingen på verdensmarkederne, men som skandinavisk koncern oplever vi en begrænset påvirkning.

- Vi fortsætter med at forbedre og forfine vores forsikringshåndværk for at være modstandsdygtige over for inflationspres, siger Johan Kirstein Brammer, administrerende direktør, i en pressemeddelelse.

Tryg havde i andet kvartal præmieindtægter på 10,1 milliard kroner. Det er lidt højere end samme periode året forinden.

Præmieindtægter er de penge, som forsikringsselskaber modtager i betaling for forsikringer fra kunderne.

Væksten er især drevet af prisstigninger, skriver Tryg i regnskabet.

I andet kvartal var der samtidig færre stor- og vejrskader end ventet, lyder det.

Forsikringsselskabet havde udgifter til vejrskader for 60 millioner kroner og udgifter til storskader for 134 millioner kroner.

- Andet kvartal er traditionelt det bedste kvartal for Tryg, da foråret typisk byder på mindre påvirkning fra vejret, siger Johan Kirstein Brammer i meddelelsen.

Tryg fastholder de finansielle mål for 2027, som selskabet præsenterede i december sidste år.

Målene indebærer blandt andet et forsikringsresultat på 8,0-8,4 milliarder kroner.

Hvis Tryg når målet, vil det være det bedste resultat i selskabets historie, skriver Børsen.

Sidste år endte forsikringsresultatet på 7,3 milliarder kroner.

/ritzau/

Donald Trump, USAs præsident, regner med at indføre en ny toldsats på importvarer fra »de fleste« handelspartnere. 

Det siger han til NBC News.

»Vi vil bare sige, at alle de resterende lande skal betale, uanset om det er 20 procent eller 15 procent. Det finder vi ud af nu,« siger han. 

Det vil være en forhøjelse i forhold til den nuværende basistold på 10 procent, og den vil gælde, hvis ikke handelspartnerne når frem til en aftale med USA. 

»Jeg synes, at tolden er blevet meget godt modtaget. Aktiemarkedet nåede et nyt højdepunkt i dag,« tilføjer præsidenten. 

Og det er korrekt, for efter nogle turbulente måneder – resultatet af hans oprindelige udmelding om straftold i april – lukkede både det brede S&P 500-indeks og teknologiindekset Nasdaq torsdag i de højeste niveauer nogensinde. 

Breve til Canada og Mexico

Udtalelsen kommer, efter at Donald Trump i denne uge begyndte at udsende breve til en række lande om nye toldsatser, der skal gælde fra 1. august.

EU forhandler stadig med USA og har endnu ikke modtaget et brev, men det har blandt andet Brasilien. 

I brevet kritiserer Trump »heksejagten« mod landets ekspræsident Jair Bolsonaro, der er tiltalt for medvirken til kupforsøg, og truer med straftold på 50 procent på brasilianske varer, der bliver importeret til USA.

Natten til fredag dansk tid sendte han et brev til Canadas premierminister, Mark Carney, om, at han vil pålægge canadiske varer straftold på 35 procent, blandt andet fordi han mener, at Canada ikke gør nok for at stoppe det farlige opioid fentanyl fra at »strømme« ind i USA. 

Mark Carney skrev fredag morgen dansk tid på X, at den canadiske regering »standhaftigt« forsvarer landets virksomheder og lønmodtagere.

»Det vil vi blive ved med, mens vi arbejder hen imod den ændrede deadline 1. august,« skriver han. 

The Wall Street Journal skriver, at Trump »satser på, at truslen om at reducere adgangen til de amerikanske forbrugere vil tvinge landene til at kapitulere i forhold til hans politiske prioriteter. Men at han risikerer at møde modstand ved domstolene – og et politisk tilbageslag, hvis priserne på varer begynde at stige.« 

Der er endnu ikke en ny aftale på plads mellem USA og EU. 

Men Maros Sefcovic, EU-kommissær for handel, der er Europa-Kommissionens chefforhandler på aftalen, sagde onsdag, at den vil kunne falde på plads inden for de kommende dage.

Mette Kaagaards hverdag er blevet betydeligt sværere.

Europas tillid til de amerikanske techgiganter er på kort tid havnet på et smalt sted. Og som topchef for Microsoft i Danmark er hun særligt eksponeret.

Under en branchefest som Folkemødet på Bornholm – hvor Berlingske interviewer hende – er sympatien også til at føle.

Spørger folk, om du har fået det sværere?

»Ja, det gør de da. Der er rigtig mange, der kommer og giver mig en krammer. Og det er da også blevet sværere,« indrømmer hun under en parasol hos revisionshuset Grant Thornton, hvor der er søgt tilflugt fra solen over Allinge.

»For mig, der lidt er havnet i orkanens øje, er det jo en dialog, jeg bruger meget mere tid på end for et halvt år siden.«

Dialogen, hun henviser til, handler netop om den tillidskrise mellem USA og Europa, der er eskaleret siden Donald Trumps indsættelse.

»Det fylder mere, men det bliver det jo også nødt til at gøre,« siger Mette Kaagaard.

Tiden for den politiske topchef

Mette Kaagaard har været landechef for Microsoft i Danmark og Island siden januar 2023. 

Forinden arbejdede hun i godt to årtier med teknologi og digitalisering i diverse chefstillinger hos blandt andet Deloitte og KMD.

Og som hun ser det, har topchefens rolle ændret sig – særligt i de seneste år.

»At være topchef er blevet en mere politisk opgave, end det har været tidligere. Der er mange ting, man forventes at have en holdning til. Og det er nok på det seneste blevet accelereret med det skift, der har været i USA.«

Det er dog »naturligt«, at samfundet har forventninger til virksomhederne, der rækker ud over det kommercielle, siger Mette Kaagaard.

Og når konflikterne spidser til og bekymringerne fra befolkningen, politikerne og samfundene som helhed vokser, stiller det øgede krav.

Men hvordan overbeviser hun skeptikerne om, at Microsoft er til at stole på?

»Jeg synes jo også, at Europa skal kunne mere selv«

I 2018 blev den amerikanske Cloud Act vedtaget.

Loven åbnede for, at myndighederne kan få adgang til data opbevaret i skyen (altså på internetbaserede drev) hos amerikanske virksomheder.

I yderste konsekvens betyder det, at mastodonter som Google, Apple eller Microsoft i visse tilfælde kan blive pålagt at give myndigheder som CIA, FBI eller NSA adgang til data.

Microsoft siger selv, at de kun udleverer data til myndighederne, når de juridisk er forpligtet til det – for eksempel hvis der ligger en dommerkendelse.

Men efter at Donald Trump atter indtog det ovale kontor og startede konflikter til højre og venstre, er frygten for den slags scenarier måske blevet mere potent.

I hvert fald har en ny erkendelse fra europæisk hold indfundet sig.

For nylig sagde digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen (M) under en stor høring om Danmarks digitale suverænitet, at Danmark og Europa er »alt for afhængige af en lille håndfuld globale techgiganter«.

Bekymringen findes også langt nede i systemet.

Som Berlingske skrev i juni, er 21 danske kommuner for eksempel gået sammen om at udfase al Microsoft- og Google-software fra skolerne på blot to år.

Mette Kaagaard, forstår du den bekymring, der er opstået?

»Ja,« siger hun.

»Jeg synes jo også, at Europa skal kunne mere selv.«

Kræver store investeringer i Europa

Hvordan skaber man tillid til den lokale skoleleder, der ikke stoler på Microsoft?

»Vi skal være tæt på kunderne og forklare, hvad en europæisk cloud betyder, hvad danske datacentre betyder for danskerne, og hvad det betyder, når vores europæiske partnere kan kryptere og holde data på en måde, så Microsoft slet ikke kan tilgå det,« siger hun.

Hvis det ikke virker, hvis mavefornemmelsen stadig er skæv, er svaret dialog, dialog, og mere dialog.

Mette Kaagaard påpeger, at EU også, set fra et konkurrencesynspunkt, er nødt til at kunne mere selv, når det kommer til digital infrastruktur.

»Det er helt reelt og noget, Draghi-rapporten også sagde.«

Særligt påpeger hun, at Europa nu har mulighed for at indhente noget af det tabte terræn i teknologiræset over for USA, når det kommer til kunstig intelligens, hvor fremtidens værktøjer stadig i høj grad mangler at blive udviklet.

»Microsoft vil gerne bygge fremtidens digitale  infrastrukturløsninger inden for kunstig intelligens – også med afsæt i Europa.«

Microsoft har det seneste halvandet år investeret 20 milliarder dollar i europæiske datacentre.

Det er en massiv investering, der ikke bare kan pakkes sammen og flyttes. Og det sender ifølge Mette Kaagaard et klart signal: Microsoft satser på Europa under europæiske forudsætninger.

»Det har været et stort skridt for os, men det er nødvendigt for at skabe tillid,« siger Mette Kaagaard, der forventer, at samtalen om europæisk datasuverænitet suverænt bliver den, hun kommer til at bruge mest tid på i de kommende år.

Én ting er, at Mette Kaagaards arbejde over for kunderne har ændret sig i lyset af de nye transatlantiske vinde.

Men også indadtil, over for medarbejderne i Microsoft, har hun fået mere at se til.

Flere spørgsmål – samme svar

Særligt samtalen om diversitet i erhvervslivet har fyldt meget i en årrække, hvor såkaldte DEI-politikker – diversitetsfremmende tiltag – blev lovprist som et centralt og nødvendigt rekrutteringsværktøj.

Specielt vigtig har emnet virket for talenter i de yngre generationer, som Mette Kaagaard i foråret 2024 i Berlingske beskrev som en flok, der stiller øgede krav til alle hjørner af de virksomheder, de arbejder i.

Men siden indsættelsen har Donald Trump blæst til kamp mod DEI-politikkerne, som han finder diskriminerende. Blandt andet gennem dekreter, der ulovliggør kønskvoter og anden målrettet jagt på diversitet.

En kampagne, der også har efterladt store dele af dansk erhvervsliv med forretninger i USA en smule perplekse.

Men det er ikke tilfældet hos Microsoft i Danmark, siger Mette Kaagaard.

»Værdierne i Microsoft er de samme som for et halvt år siden. Der har heldigvis ikke været en ændring i, hvordan jeg har kunnet drive ledelse i Danmark,« siger hun.

Fordi det foregår under dansk lov?

»Og fordi Microsoft står på sine værdier. Diversitet og inklusion har i rigtig mange år været vigtig for, at vi kan rekruttere de dygtigste medarbejdere.«

Men selvom Mette Kaagaards mandat ikke har ændret sig, har der været bekymring blandt medarbejderne.

»Dem har jeg så kunnet forklare, at vi fortsætter som hidtil. Derfor deltager vi også stadig i priden, og vi har lige lavet et internt bibliotek om diversitet og inklusion – bare for at nævne nogle eksempler.«

Så selvom Mette Kaagaard på mange måder oplever, at hendes job er blevet sværere som dansk landechef i en amerikansk gigant, er Donald Trumps kulturkrig ikke en af grundene.

»Jeg synes ikke, at dét er svært. Men Microsoft er jo heller ikke det samme som den amerikanske regering,« siger hun.

»Vi stod ikke på første række under indsættelsen.«

På det yderste af Nordhavn i København står et bombastisk sølvtårn og glitrer i solens skær. »Spidsen« kaldes prestigebyggeriet, hvor den grønne kapitalforvalter Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) har hjemme.

240 milliarder kroner har kapitalforvalteren rejst på kun 13 år. Pengene kommer fra investorer over hele verden, og selskabet har cementeret sig selv som en af Danmarks absolut største erhvervssucceser i mange år.

Den grønne omstilling er deres allerhelligste formål, og med projekter over hele verden – og konstant flere på vej – stormer CIP frem på den globale scene.

Men bag den gyldne mission og de lige så forgyldte øverste ejere og ledere i forretningen gemmer der sig en historie om et arbejdsmiljø og en ledelsesstil, der ifølge flere tidligere og nuværende ansatte er præget af frygt, stress og et knusende pres, der kan knække selv de mest hårdføre.

Problemerne med arbejdsmiljøet hos CIP har man lagt mærke til i den store fagforening Djøf.

»Når vi går tre år tilbage, kan vi se, at henvendelser fra medlemmer hos CIP skiller sig ud med en overrepræsentation af henvendelser om stress og psykisk arbejdsmiljø i forhold til, hvad vi normalt ser,« fortæller rådgivningschef Mette Knudsen.

Hun vil ikke uddybe, hvor mange eller hvilke henvendelser de har fået fra medlemmer i CIP på grund af tavshedspligt og GDPR-lovgivningen.

»Men tallene indikerer, at der er – eller har været – udfordringer på arbejdspladsen,« siger Mette Knudsen fra Djøf.

Berlingske har været i kontakt med 25 nuværende og tidligere ansatte i den danske del af CIP, der uafhængigt af hinanden og på tværs af stillinger i organisationen fortæller om massive problemer med arbejdsmiljøet.

Mange af kilderne fortæller, at problemerne med arbejdsmiljøet har stået på i mange år og har udspillet sig i flere forskellige afdelinger med flere forskellige chefer.

Gennemgående for fortællingerne er også, at CIP er et sted, der pynter på cv’et, og langt de fleste har oplevet, at deres ansættelser har åbnet tunge, karrieremæssige døre for dem.

De vidste godt, at arbejdsbyrden ikke er for sarte sjæle. Alligevel har virkeligheden for mange overgået deres fantasier med længder.

Prestige med en høj pris

De nuværende og tidligere ansatte ønsker alle at optræde anonymt i artiklen. De frygter, at det kan have betydning for deres fremtidige karriere, hvis de står frem med navn.

Berlingske er bekendt med alle kildernes identiteter og stillinger i CIP. I artiklen vil dem, der udtaler sig med citater, fremgå med dæknavne.

Nogle går så langt som til at kalde arbejdsmiljøet »væmmeligt« og »giftigt« og har haft brug for psykologhjælp eller fået stress.

Tidligere medarbejdere fortæller derudover om at blive udskammet for ikke at have den »rigtige« uddannelse, om at bryde ud i gråd på grund af pres, blive nedgjort som følge af at have spurgt om hjælp, om råben fra chefer under møder og om at skulle være tilgængelig for sit arbejde i alle døgnets timer.

En tidligere ansat, Dorte, kalder ligefrem CIP et sted, »der gør ansatte syge«.

»Jeg har været i dansk erhvervsliv i mange år efterhånden og ved, at det arbejdsmiljø, CIP havde, da jeg var der, er et miljø, der gør folk syge,« siger hun.

En anden, Torben, forklarer, hvordan arbejdspresset i CIP var altomsluttende.

»Det var en følelse af altid at være bagud, selvom jeg arbejdede minimum 70 timer om ugen. Jeg er vant til et højt arbejdspres, men det er særligt slemt i CIP,« siger han.

Lars føler stadig ubehag, når han tænker på sin tid i CIP.

»Jeg får stadig kropslige reaktioner, når jeg kører med S-toget gennem Nordhavn og kan se sølvtårnet,« siger han.

En nuværende ansat – vi kalder hende Trine – fortæller, at hun udelukkende arbejder i CIP for den status, det giver på cv’et. Netop på grund af mængden af arbejde.

»Det er i hvert fald ikke et sted, jeg skal arbejde, hvis jeg vil have børn,« understreger hun.

Jakob, en anden tidligere ansat, fortæller, hvordan presset gennemsyrede kontoret.

»Jeg er på ingen måde vant til kun at arbejde 40 timer, tværtimod, men presset var simpelthen så højt, at det drev ned ad væggene,« siger han.

Vælter sig i milliarder

Ved roret af CIP-skibet sidder et firkløver – bedst kendt som »guldfuglene« – der udadtil har helt styr på retningen.

Der er én vej, og det er fremad.

I dag har CIP over 500 medarbejdere i Danmark og 2.300 i alt på verdensplan. Selskabet sikrede ved seneste regnskab et nettooverskud på 683 millioner kroner.

Heraf blev der udbetalt et klækkeligt udbytte på 370 millioner kroner til CIPs holdingselskab. Senest har CIP rejst 90 milliarder kroner til en ny megafond.

Ejerne af holdingselskabet er primært de fire seniorpartnere Jakob Baruël Poulsen, Torsten Lodberg Smed, Christina Grumstrup Sørensen, Christian Skakkebæk og vindmøllegiganten Vestas.

For at forstå grundkernen i CIP skal man først og fremmest forstå, hvad CIP og deres stiftere kommer fra. De har tidligere i DONG været centrum for et stort slagsmål om, hvor meget man kan tillade sig at kræve for at nå til tops.

Forinden milliardforretningen skulle de fire »guldfugle« derfor rejse sig af asken fra en af de største og mest omtalte danske erhvervsskandaler i nyere tid.

Da guldfuglene fik vinger

I 2012 fik bestyrelsen i energiselskabet DONG – der i dag er omdøbt til Ørsted – kendskab til nogle højst usædvanlige lønforhold, der var blevet tildelt fire nøglemedarbejdere:

Jakob Baruël Poulsen, Torsten Lodberg Smed, Christina Grumstrup Sørensen og Christian Skakkebæk.

I et forsøg på at fastholde blandt andre økonomen Jakob Baruël Poulsen fik han mulighed for at tage op mod 20 millioner kroner med sig, hvis han en dag forlod selskabet. Også hvis han selv sagde op.

Daværende administrerende direktør, Anders Eldrup, havde ifølge bestyrelsen »forgyldt« de fire med så eksorbitant høje lønninger og lukrative forhold, at bestyrelsen mistede tilliden til ham.

Eldrup forklarede senere i Børsen, at han var gået ud over, hvad han selv brød sig om, i forsøget på at fastholde de fire medarbejdere.

Da skandalen ramlede, kostede den ikke kun Anders Eldrup jobbet. Den tvang også de fire »guldfugle« – som de blev døbt af Børsen – til at kigge sig om efter et nyt sted at udleve deres drømme.

CIP blev født, og siden har øgenavnet »guldfuglene« hængt ved.

Fugl Fønix

På få år er én fond blevet til 13 og 7,5 milliarder kroner til over 240 milliarder.

På trods af tempoet og succesen har kun meget få journalister fået lov at komme helt ind hos CIP og deres seniorpartnere. 2022 blev dog en undtagelse.

I forbindelse med et større portræt i Berlingske blev Jakob Baruël Poulsen spurgt ind til, at det ikke virkede, som om han havde gået ret meget op i at være vellidt i DONG.

Flere kritiske røster fortalte, at medarbejdere under Baruël Poulsen blev »pisket gennem en kynisk arbejdsmølle, hvor det aldrig var godt nok«.

Spørgsmålet var derfor, om det havde ændret sig i CIP.

»Jeg øver mig i hvert fald på det. Om jeg er succesfuld med det, vil jeg lade andre vurdere. Men jeg har forsøgt mig med det, ikke? Én ting, jeg er glad for, er, at rigtig mange, som har arbejdet for mig og os før, gerne ville arbejde for mig og os igen i CIP. Derfor tror jeg jo, at mange synes, at de har fået noget ud af det,« sagde han dengang.

Wall Street i Nordhavn – CIP overalt

Gennemgående for beskrivelserne af arbejdsmiljøet i CIP er sammenligningen med 1980ernes såkaldte investment banking-miljø på Wall Street i New York og i London.

Mange af de medarbejdere, Berlingske har været i kontakt med, beskriver deres arbejde hos CIP på samme måde, som sølvtårnet beskrives af bygherren bag: »Ingen over, ingen ved siden af.«

Man må forstå, at det ikke er enhver, der overhovedet når så langt som til at blive ansat i den grønne energigigant, hvis ambitioner ikke skjules for nogen – hverken medierne eller de ansatte.

Derfor har det for flere af de ansatte, Berlingske har talt med, været vigtigt at understrege, at de kommer fra stillinger, hvor forventningerne ikke er for sarte sjæle, og arbejdstiden bestemt ikke er mellem klokken otte og 16.

En tidligere ansat – vi kalder ham Jens – fortæller, at han sagde op, fordi han ikke kunne se, hvordan han skulle kunne stifte familie med det arbejdspres, han var under.

»Jeg er vant til at arbejde meget fra tidligere high performance-job, men det her var af en anden kaliber,« fortæller han og uddyber, hvordan han oplevede det:

»Ledelsen sagde, at det ikke blev forventet, at man arbejdede så sent, men det er klart, at når du får stukket en 80 siders rapport i hånden klokken 17 og bliver bedt om at have den nærlæst og lavet en præsentation til den næste dag, kan du jo ikke gå hjem.«

Når der tales om high performance-stillinger eller organisationer, refereres der til steder, hvor der forventes ekstraordinære resultater. Ofte kræves der en høj grad af engagement, ekspertise og søgen efter optimering og forbedring.

»Jeg har været vant til meget pres, men det var ekstraordinært giftigt her,« fortæller en anden, Sanne.

En tidligere studentermedhjælper, Kasper, fortæller, at han arbejdede over 50 timer om ugen i gennemsnit ved siden af sit studie.

»Man går ikke fra job, før man er færdig, og hele grundfølelsen af at arbejde i CIP er, at du aldrig bliver helt færdig – så får du bare noget mere,« forklarer han.

Mange vil måske spørge sig selv, hvorfor man ikke »bare« siger fra over for et sådant pres. Det tyder dog på, at det er sværere end som så.

Atmosfære af »frygt«

Flere kilder beskriver, at der i CIP hersker en stemning af ærefrygt, der siver ned gennem organisationen og får mange til at tie stille om problemerne.

En tidligere ansat, Lars, ser ligefrem omgangstonen som en form for strategi for at holde de høje standarder i hævd.

»Det var normalt at blive udstillet af cheferne i plenum, men der er også en atmosfære af frygt, så ingen turde tale om det,« siger han.

Samme opfattelse har den tidligere studentermedhjælper Kasper.

»Ydmygelser i åbent forum eller en meget hård tone blev brugt som en måde at vise folk, hvem der bestemte, eller hvor de lå i hierarkiet,« siger han.

En tidligere ansat, Lone, beskriver den hierarkiske kultur i CIP som mere ekstrem, end hun tidligere har oplevet.

»Det er jo ikke særlig meget i tråd med den moderne tilgang, man har til en arbejdsplads i Norden længere, når du nærmest står skoleret, hvis seniorpartnerne er i nærheden,« fortæller hun.

»Nogle få tilfælde« af chikane eller overgreb

CIP selv tør også godt sige højt, at selskabet ikke er den rette arbejdsplads for alle.

I maj gik en af de øverste chefer i CIP til tasterne efter forlydender om, at Berlingske var i gang med at undersøge arbejdsmiljøet i virksomheden.

I en længere, intern mail, som Berlingske har set, bliver det italesat, hvorfor Berlingske muligvis har fundet anledning til at undersøge arbejdsmiljøet.

»Vi er klar over, at de seneste år har været meget, meget travle i arbejdet med at opnå de imponerende resultater, vi har leveret på alle fronter. Det er enestående i vores branche. Og vi ved også, at det at være en del af en organisation som CIP ikke er for enhver,« skriver Mads Skovgaard-Andersen blandt andet.

Senere i mailen beskrives det, at der i den seneste arbejdsmiljøundersøgelse har været rapporteret »nogle få tilfælde« af chikane eller overgreb (»harassment or abuse«, red.), og at man har skredet til handling for at følge op på dette.

Ifølge en række af kilderne er ledelsen i CIP dog flere gange og over flere år blevet advaret om problemer med arbejdsmiljøet.

Store, tunge karrieredøre og fedt ansvar

Det er ikke alle medarbejdere, der beskriver problemer med arbejdsmiljøet. Flere beskriver CIP som en ambitiøs og effektiv arbejdsplads med udfordrende, lærerige arbejdsopgaver og et ansvar, der har givet dem store karrieremæssige fordele.

Berlingske har været i kontakt med 16 tidligere ansatte i CIP, der beskriver arbejdsmiljøet i CIP i positive vendinger. Men mange af dem forstår godt, hvis andre ikke har det sådan.

En tidligere ansat med stor berøringsflade med mange medarbejdere, Tobias, beskriver, at CIP er et sted fyldt med mange dygtige, hårdføre og ambitiøse mennesker.

Samtidig beskriver han, at det høje arbejdspres, der sagtens kunne være over 60 timer om ugen, ikke føltes ubehageligt, fordi opgaverne var sjove og udfordrende.

Omvendt ved han dog godt, at det ikke er alle, der er enige med ham i det.

»Det er mange timer. Det er work hard, play hard. Det er mennesker, som er drevet af lønninger, store bonusser og den slags,« siger Tobias.

Feber og meditation i parkeringskælderen

For flere af dem, Berlingske har talt med, har arbejdspresset sat sig som fysiske reaktioner, der i nogle tilfælde har krævet psykologsamtaler eller medført stress.

Eksempelvis fortæller Jakob, at ferier og fridage var noget, han under sin ansættelse måtte se meget langt efter. Og når han gjorde, gik kroppen i alarmberedskab.

»Jeg fik flere gange mega høj feber og blev syg, når jeg holdt weekend, fordi min krop var så stresset,« siger Jakob.

Også Sanne fremhæver, hvordan hun taklede følelsen af at have det fysisk dårligt med at gå på arbejde.

»Jeg sad nede i min bil og mediterede om morgenen for at kunne holde til det,« fortæller hun.

Slagsiden ved high performance

En kultur er tit stærkere end det enkelte menneske. Derfor bliver det ofte langt mere vanskeligt at sige fra, hvis man kan se, at det er en 70 timers arbejdsuge, der belønnes og forventes. Det fortæller Malene Friis Andersen, psykolog og ph.d. i stress og ledelse.

Hun har ofte beskæftiget sig med high performance-arbejdsmiljøer og understreger, at hun udelukkende udtaler sig generelt om den slags kulturer og ikke om CIP. 

»Der ligger typisk en stor tiltrækningskraft i den type virksomheder blandt dem, der oplever konkurrence som motiverende og godt kan lide, at det nærmest bliver en ekstremsport at gå på arbejde,« siger hun.

Malene Friis Andersen, man skal vel ikke nødvendigvis problematisere, hvis nogen selv har lyst til at arbejde 80 timer om ugen så højt profilerede steder?

»Man må godt drive en organisation, hvor der er dyb dedikation og store ambitioner, og hvor man også har en præmis om, at man ikke nødvendigvis kan nå sit arbejde inden for 37 timer. Men ingen arbejdspladser må gøre deres medarbejdere syge eller se sig hævet over arbejdsmiljøloven, uanset om det er en high performance-kultur eller ej,« siger hun.

I de senere år er den yngre generation blevet beskyldt for at være mere sårbare end de ældre. Den præmis køber Malene Friis Andersen dog ikke, selvom flere af de yngre medarbejdere generelt ønsker en bedre balance mellem privat- og arbejdsliv.

»Der er generelt kommet et større fokus på det ude på arbejdspladserne. Men det er en farlig hvilepude, hvis en virksomhed afskriver arbejdsmiljøproblemer som generationsforskelle,« siger hun.

Skyld og skam

Med arbejdsuger på 70 timer og ekstrem travlhed er der ikke noget at sige til, hvis medarbejderne hos CIP knækker, lyder det fra Mille Mortensen.

Hun er selvstændig ledelseskonsulent og tidligere forsker ved Københavns Universitet i krænkende handlinger og mobning på arbejdspladsen.

Især beskrivelserne af udskamning, frygt og skældud fører til bekymring hos eksperten.

»En ting er at have travlt. Noget andet er at blive behandlet respektløst. Når den respekt bliver taget væk, bliver vi ramt på vores værdighed. Det udløser ofte en følelse af skam, og skam i større mængder eller over længere tid har aldrig nogensinde gjort noget godt for nogen. Det bliver man potentielt rigtig syg af,« forklarer hun.

Arbejdstilsynet oplyser til Berlingske, at de ikke har været på besøg hos Copenhagen Infrastructure for at kontrollere arbejdsforholdene de seneste ti år.

Nultolerance over for chikane 

Berlingske har bedt om et interview med de fire »guldfugle« for at høre, hvordan de forholder sig til kritikken. Dette har de ikke ønsket. Berlingske har desuden stillet en lang række spørgsmål, som CIP har undladt at svare på.

Blandt andet er de blevet spurgt om, hvorvidt de kender til de problemer med arbejdsmiljøet, kilderne i artiklen fortæller om, og hvordan de forholder sig til beskrivelserne af en kultur præget af frygt, udskamning og ydmygelser.

I et skriftligt svar fra Mads Skovgaard-Andersen, der er medlem af direktionen og har titlen Chief Investment Officer, lyder det:

»Vi ønsker et arbejdsmiljø med respekt, hvor der er nultolerance over for enhver form for chikane. Ét tilfælde af chikane er ét for meget. Dernæst skal arbejdsbyrden være afbalanceret og bæredygtig for at opnå succes på lang sigt. Endelig støttes medarbejderne til at præstere og vokse med hjælp fra deres daglige ledelse og de lærings- og udviklingsmuligheder, vi tilbyder.«

CIP er også blevet spurgt, hvordan de forholder sig til Djøfs oplysninger om en overrepræsentation af henvendelser om stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø fra deres medarbejdere, samt hvad de mener med, at deres arbejdsplads »ikke er for enhver«.

Dette er ikke blevet besvaret, men CIP understreger i det skriftlige svar, at de er meget fokuserede på at sikre gode arbejdsvilkår for deres medarbejdere, og at deres trivsel er helt central.

»Der er fra tid til anden kolleger, der ikke lever op til vores standarder for performance, herunder også for ledelse. Det er noget, vi arbejder med konstant, og vi har processer og protokoller for, at vores medarbejdere kan få den nødvendige støtte til at rapportere problemer fortroligt,« lyder det i det skriftlige svar.

USAs præsident Donald Trump har sendt en stor straftold afsted mod Brasilien.

Og man skal umiddelbart spejde langt efter de økonomiske argumenter for en told på 50 procent på brasilianske varer.

I sit toldbrev til Brasilien skriver Donald Trump nemlig, at de høje toldsatser blandt andet skyldes »Brasiliens ondsindede angreb på frie valg«.

Her henviser han til den retssag, som den tidligere præsident i Brasilien Jair Bolsonaro står overfor. Han er anklaget for at forsøge at kuppe den nuværende præsident Luiz Inacio Lula da Silva, i daglig tale Lula.

Og det er »dybt usædvanligt«, at en amerikansk præsident blander sine personlige relationer til andre statsledere sammen med den førte økonomiske politisk, vurderer Helge Pedersen, cheføkonom i Nordea.

»Trump kræver nærmest en frifindelse af Bolsonaro, og på den måde er det jo en indblanding i interne brasilianske forhold,« siger Helge Pedersen.

»Og så er hans forhold til Lula (den brasilianske præsident, red.) bestemt heller ikke godt.«

Siden Trumps annoncering af straftolden er den brasilianske valuta faldet med to procent. 

Står over for retssag

Den højreorienterede Jair Bolsonaro tabte præsidentvalget i Brasilien i 2022, og i den forbindelse stormede hans tilhængere en række regerings- og retsbygninger i hovedstaden Brasil.

En hændelse, der vækker mindelser om, hvad der skete i januar 2020, da Trumps politiske støtter stormede Kongressen i Washington i USA inden Joe Bidens indsættelse som USAs præsident.

Ifølge BBC havde Bolsonaros støtter håbet, at stormen ville anspore brasiliansk militær til at gribe ind og afsætte Lula.

Som svar på Trumps toldtrusler skrev præsident Lula på X, at »Brasilien er en selvstændig nation med uafhængige institutioner, som ikke vil acceptere at blive belært af nogen«.

Han skriver videre, at retssagen mod de angivelige kupmagere »udelukkede« er det brasilianske retssystems ansvar.

Selvom Trumps ageren i forhold til Brasilien ifølge Helge Pedersen er meget usædvanlig, så skriver det sig blot ind i rækken af usædvanlige træk for præsidenten. 

»Meget af det, han foretager sig, er jo usædvanligt. Det er heller ikke sædvanligt, at man sender breve til andre lande med orientering om, hvad deres toldsatser er,« siger han.

Cheføkonomen vurderer, at ud af de seneste toldsatser, som Trump har annonceret over for nu 22 lande, er det særligt de 50 procent for Brasilien, som vækker opsigt. Også fordi USA faktisk har et overskud på handlen med Brasilien. Det er meget få lande, at USA har et handelsoverskud med.

Men Helge Pedersen vurderer, at dele af Trumps rasen mod Brasilien også skal findes i hans generelle utilfredshed med BRIKS-landene, som blandt andet tæller Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika.

Forhold nærmer sig frysepunkt

BRIKS-landene har indikeret, at de gerne ser sig frigjort af den dominans, som den amerikanske dollar har som valuta, konstaterer Pedersen.

I stedet ønsker de nogle alternative, internationale betalingssystemer uden om dollaren.

»Det er noget, nogle af BRIKS-landene har været meget fokuseret på, fordi netop dollarens position som reservevaluta er årsagen til, at USA kan pålægge finansielle sanktioner – som for eksempel indefrysning af midler i centralbanker,« siger Helge Pedersen.

Det opfatter Trump som meget antiamerikansk, og derfor har han truet med ekstra told til BRIKS. 

Uden skyggen af beviser har Trump hævdet, at BRIKS blev stiftet for at skade USA og dollarens rolle som reservevaluta. Trump har tidligere truet med en told på 100 procent, hvis landene tog skridt til at bruge dollaren mindre.

»Og det er okay, hvis de vil spille det spil, men jeg kan også spille det spil,« udtalte præsidenten tidligere på måneden ifølge Reuters.

»Derfor nærmer forholdet sig mellem USA og Brasilien sig frysepunktet,« siger Helge Pedersen og kalder det en væsentlig årsag til den høje toldsats på 50 procent. 

Trump truer sig frem

Det er dog ikke første gang, at Trump med sine toldsatser truer sig til at få politik gennemført.

Eksempelvis truede han Colombia med toldsatser fra 25 til 50 procent, hvis ikke landet gik med til at modtage deporterede migranter fra USA. Trump endte med at få sin vilje.

»Brasilien er et noget større land, også økonomisk, end Columbia, så jeg tror som udgangspunkt, det bliver en smule sværere for Donald Trump at lykkes,« siger Helge Pedersen og peger på, at forholdet mellem Lula og Trump ligeledes er meget dårligt.

»Men mon ikke man grundet USAs betydning for Brasiliens eksport finder ud af at bøje sig, så det ikke ender på 50. Det er meget højt.«

USA var i 2022 Brasiliens næststørste eksportmarked.

Men viser historien ikke også, at det kan betale sig for Trump at true?

»Jo, i den grad. Og det er også derfor, Trump er notorisk kendt for at hade multilaterale og supernationale institutioner som EU. Han vil altid hellere forhandle bilateralt med et land, fordi USA næsten over for alle har overhånden grundet landets økonomiske magt og størrelse.

Helge Pedersen peger desuden på, at det er få ting, Trump ikke er lykkedes med at opnå fra sit valgprogram. Senest i rækken kan nævnes, at hans »Big Beautiful Bill« er blevet stemt igennem i Kongressen.

Den italienske chokoladeproducent Ferrero Group vil opkøbe selskabet WK Kellogg, der står bag flere populære morgenmadsprodukter.

Købsaftalen er værdisat til 3,1 milliard dollar - eller knap 20 milliarder danske kroner.

Det svarer til 23 dollar - 147 kroner - per Kellogg-aktie.

Det skriver Ferrero Group i en pressemeddelelse.

Nyheden har sendt Kellogg-aktien i vejret. Efter en times handel er aktien steget mere end 30 procent.

WK Kellogg står blandt andet bag morgenmadsprodukter som Cornflakes, Coco Pops og Rice Krispies.

Aftalen er blevet godkendt af en enig bestyrelse i WK Kellogg, lyder det i pressemeddelelsen.

Ifølge Reuters ventes handlen at være gennemført i anden halvdel af 2025.

Opkøbet er en del af Ferreros strategi om at udvide sin portefølje og investere i brands i Nordamerika.

De seneste år har Ferrero også overtaget den amerikanske isproducent Wells Enterprises samt chokoladevirksomheden Nestlé.

Som navnet antyder, står Ferrero Group bag chokoladen Ferrero Rocher, men brands som Nutella og Kinder hører også under selskabet.

- Jeg er begejstret over at kunne byde WK Kellogg velkommen til Ferrero Group. Det er mere end bare et opkøb - det er en sammensmeltning af to virksomheder, der hver især har en stolt arv og generationer af loyale forbrugere, siger Giovanni Ferrero, bestyrelsesformand i Ferrero Group, i meddelelsen.

Ifølge avisen Wall Street Journal skabte Will Keith Kellogg det, der nu er kendt som det populære morgenmadsprodukt Cornflakes, ved et uheld i 1894.

Historien går på, at han blev afbrudt i at valse hvedekorn. Da han vendte tilbage flere timer senere, var hveden blevet til sprøde flager.

12 år senere grundlagde han selskabet.

Ferrero blev grundlagt for næsten 80 år siden i Italien og er siden vokset til at være den tredjestørste producent af chokolade.

I det foregående regnskabsår havde Ferrero en omsætning på 18,4 milliarder euro - svarende til mere end 137 milliarder kroner.

/ritzau/

Mennesket har brugt kobber i 10.000 år. Det var et af de første metaller, som mennesket lærte at anvende, og den dag i dag anvendes det i mange forskellige sammenhænge. Fra byggeri til højteknologi.

Nu er det også blevet et vigtigt element i Donald Trumps forsøg på at skabe en »ny gylden æra« med USA som altdominerende magt.

Da Trump i onsdags pludselig inkluderede kobber i handelskrigen, tog det mange på sengen. Men det var hverken pludseligt eller overraskende. Det har været undervejs siden februar.

Den nye told på 50 procent på kobber er på samme niveau som for stål og aluminium. Det skyldes, at Trump anvender samme argument om national sikkerhed.

Den nye told hviler dermed på et langt mere solidt juridisk grundlag end den basistold og »gengældelsestold«, som Trump har brugt sin energi på, siden toldtavlerne blev præsenteret 2. april.

Allerede 25. februar udsendte Trump en ordre til erhvervsministeren om at udarbejde en rapport, der kortlægger, hvordan importen af kobber truer USAs nationale sikkerhed.

Det er en såkaldt »artikel 232«-undersøgelse opkaldt efter det relevante afsnit i en handelslov fra 1962.

»Kobber er et kritisk materiale, der er essentielt for USAs nationale sikkerhed, økonomiske styrke og industrielle modstandskraft,« skrev Trump i sin ordre.

Ikke overraskende er erhvervsminister Howard Lutnick enig. Og nu kommer tolden så fra 1. august.

Produktionen skal hjem til USA

Vi ved ikke, hvad det egentlig er, at Trump ønsker at opnå med sine mange toldudgydelser. Men vi ved, hvad han vil med kobber, stål og aluminium. Trump ønsker helt fundamentalt, at hele forsyningskæden, der anvendes i industrien og i produktionen af militært udstyr, skal produceres i USA.

Da Trump indførte forhøjet told på stål og aluminium i sin første embedsperiode med samme rationale, var ikke mindst Canada fornærmet, fordi man betragtede sig selv som USAs nærmeste allierede.

I dag – efter seks måneder med Trump tilbage i Det Hvide Hus – giver hans argument faktisk mere mening, fordi han har gjort sig uvenner med alt og alle. I både Canada og Mexico opfatter et flertal af befolkningen nu USA som en trussel.

Men er endnu en omgang høj told på et vidt anvendt materiale nu også så smart? For USA selv, altså. 

Markedsreaktionen i denne uge fortæller alt om, hvem der kommer til at bære byrden. På det amerikanske marked er kobberprisen steget med 12 procent siden starten af juli. På metalbørsen i London er den faldet med fire procent ifølge data fra Westmetall.

I USA er kobberpriserne nu på det højeste niveau nogensinde.

Den forskellige prisudvikling er ikke overraskende. Formålet med den høje toldmur er netop at hæve prisen på det amerikanske marked, hvilket skal lokke nye producenter til og få eksisterende producenter til at udvide produktionen.

USA importerer næsten halvdelen af det kobber, som forbruges. De største leverandører af rå kobber er Chile, Peru – og Canada. Dog er det Kina, der også her er helt dominerende i forarbejdningen med sine mange smeltedigler.

Den canadiske avis The Globe and Mail skriver, at Kina hvert år producerer 12 millioner ton bearbejdet kobber, mens det er under en million ton i USA.

Forsøget på at gøre USA selvforsynende gælder både udvindingen og smelteværkerne. På den måde er kobber helt identisk med, hvad Trump forsøger med stål og aluminium.

To tredjedele af USAs kobber udvindes fra miner i Arizona, der er en vigtig svingstat. Ifølge Yahoo Finance er mineprojekter blevet bremset af dårlig økonomi, selvom kobberprisen har været stigende igennem en årrække. Blandt de projekter, der er under udvikling, vil de hurtigste først begynde at producere i 2029.

Hvem vil investere?

Problemet er bare, at både investeringer i nye miner og udvidelse af smeltekapaciteten er rasende dyrt. Og tager lang tid.

The Globe and Mail citerer analytikeren Christopher LaFemina for at konkludere, at »det langsigtede mål for Trump-regeringen godt kan være at blive fuldt selvforsynende med kobber, men miner tager for lang tid at udvikle til, at det kan nås inden for en tiårig horisont«.

Det samme gælder for smeltediglerne – for kobber, stål og aluminium.

Der er også et ekstremt kritisk element, der skal være opfyldt før, at milliardstore investeringer bliver sat i gang.

Producenterne skal vide sig sikre på, at toldmuren er den nye normal. Ikke bare nu, men i flere årtier frem. Ellers kan investeringerne ikke betale sig. Så kan det bedre betale sig at betragte de højere priser bag toldmuren for midlertidige og kun udvide med dét, som kan håndteres med den eksisterende kapacitet, og så score gevinsten ved de højere priser.

Mens Trump ser toldmuren på samme måde som grænsemuren mod Mexico, er det ikke nødvendigvis den samme prioritet for andre på den politiske højrefløj i USA. Og en demokratisk præsident vil helt sikkert rive i hvert fald dele af handelsmuren ned og dermed rive det økonomiske tæppe væk under de store investeringer.

Forbrugerne betaler – igen – regningen

Derfor ender vi også i en situation, hvor brugerne af kobber i USA – fra byggeriet til industrien – kommer til at betale højere priser i længere tid.

Det betyder, at brugen af kobber i USA vil blive lavere. Aktierne i de amerikanske producenter af stål og aluminium – og kobber – er ikke steget, som man skulle forvente.

Dermed bliver der mere kobber tilgængelig i resten af verden, hvilket så giver lavere priser alle andre steder. Der er lige nu rigelig produktionskapacitet på det globale marked.

Resultatet er endnu en gang, at det er de amerikanske brugere af kobber, der kommer til at bære byrden. De er nødt til at vælte de højere materialeomkostninger over på forbrugerne for at bevare indtjeningen. Men de bliver faktisk også ramt på eksportmarkederne, hvor deres konkurrenter har lavere materialeomkostninger end dem selv.

Det betyder så også, at USA i stigende grad vil blive afkoblet fra den globale økonomi. Det er, hvad Trump sigter efter, men uden at være villig til at betale den pris, som følger med at være sit eget, isolerede marked.

Det er nemt at forstå Trumps rationale for at indføre denne del af toldmuren. Også i Europa oplever vi lige nu med sjældne jordarter, hvor sårbare vi er, når vi er afhængige af Kinas velvilje.

Men Trumps fremgangsmåde tager bare heller ikke denne gang højde for de økonomiske love – i dette tilfælde hvad der skal til, før virksomheder går i gang med milliardinvesteringer.

Nogen særlig »gylden æra« er der ikke udsigt til.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør